|
Sproglig herkomst: latin
incident substantiv
| Singularis, ubestemt form | incident |
|---|
| Singularis, bestemt form | incidenten |
|---|
| Pluralis, ubestemt form | incidenter |
|---|
| Pluralis, bestemt form | incidenterna |
|---|
| Udtale | [inn-sid-ennt] |
|---|
| Sproglig herkomst | incident, fra incidere=ske, forekomme, latin |
|---|
-
incident, tildragelse (af ubehagelig natur), episode, forstyrrende begivenhed, ulykkestilfælde
eksempel
incitament substantiv
| Singularis, ubestemt form | incitament |
|---|
| Singularis, bestemt form | incitamentet |
|---|
| Pluralis, ubestemt form | incitament |
|---|
| Pluralis, bestemt form | incitamenten |
|---|
| Udtale | [inn-sitta-mennt] |
|---|
| Se også | eggelse, sporre, stimulans, uppmuntran |
|---|
| Sproglig herkomst | incitare=sætte i bevægelse, forcere noget, latin |
|---|
-
incitament, ansporelse, skub
eksempel
index substantiv
| Singularis, ubestemt form | index |
|---|
| Singularis, bestemt form | indexet |
|---|
| Pluralis, ubestemt form | index |
|---|
| Pluralis, bestemt form | indexen |
|---|
| Udtale | [inn-dekks] |
|---|
| Sproglig herkomst | indicare=afsløre, angive, latin |
|---|
-
indeks/fortegnelse/register i et større materiale
-
tal som angiver forskellige karakteristika (fx lixtal)
-
statistisk sammenligneligt tal (fx prisindeks)
-
indeks, liste, fortegnelse
(IT m.m.)
-
ciffer/bogstav der placeres forneden t.h. for hvert af en samling tegn for at angive forbindelsen mellem dem
(matematik, geometri, algebra m.m.)
indexera verbum
| Infinitiv | indexera |
|---|
| Præsens | indexerar |
|---|
| Imperfektum | indexerade |
|---|
| Participium | indexerat/indexerad |
|---|
| Udtale | [inn-dekks-era] |
|---|
| Sproglig herkomst | fra fransk indexer=fortegne i indeks, afledt af latin index=angiver, fortegnelse, latin |
|---|
-
indeksregulere
-
indeksere, lave register over noget, opstille systematisk
-
indeksere, liste
(IT m.m.)
indicium substantiv
| Singularis, ubestemt form | indicium |
|---|
| Singularis bestemt form | indiciet |
|---|
| Pluralis ubestemt form | indicier |
|---|
| Pluralis, bestemt form | indicierna |
|---|
| Udtale | [inn-disi-umm] |
|---|
| Sproglig herkomst | indicium=bevis, af indicare=angive, latin |
|---|
-
indicium, indicie, kendetegn
-
indicium, omstændighed der tyder på at noget forholder sig på en bestemt måde (fx vedr. en anklagets skyld)
(jura, lov og ret)
indignation substantiv
| Singularis, ubestemt form | indignation |
|---|
| Singularis, bestemt form | indignationen |
|---|
| Pluralis, ubestemt form | - |
|---|
| Pluralis, bestemt form | - |
|---|
| Udtale | [inn-dinjn-aschon] |
|---|
| Se også | förtrytelse, harm |
|---|
| Sproglig herkomst | indignatio (af indignus=uværdig), latin |
|---|
-
indignation, fortørnelse, harme
indikativ substantiv
| Singularis, ubestemt form | indikativ |
|---|
| Singularis, bestemt form | indikativen |
|---|
| Pluralis, ubestemt form | indikativer |
|---|
| Pluralis, bestemt form | indikativerna |
|---|
| Udtale | [inn-dik-at-iv] |
|---|
| Se også | konjunktiv, modus, optativ |
|---|
| Sproglig herkomst | (modus) indicativus, af indicare=angive, bekendtgøre, latin |
|---|
-
indikativ. bøjningskategori (modus) af et verbum der bruges i almindelige sætninger/spørgsmål, verbets måde at udtrykke noget virkeligt (modsat konjunktiv)
(grammatik, ordbøger, sprogvidenskab)
|