Sprogbro

svensk-dansk ordbog

Dagens ord

hyfs
Creative Commons

Forord

Hvordan kan det være, at det er så svært at forstå hinanden på hver sin side af Øresund? Grænsen er smal, der er en bro, og samarbejdet mellem svenske og danske virksomheder og institutioner er intensiveret i de senere år. Trods det, kniber det med forståelsen. Nogle griber endda til engelsk, især når det drejer sig om at tale i telefon. Svensk og dansk, som jo begge er nordiske sprog, har en tredjedel af deres ordforråd som fællesgods, men tilsyneladende forbedrer det ikke situationen. Måske skyldes det svenskernes irritation over danskernes grødede tale og bløde konsonanter, eller danskernes modvilje over for svenske fænomener som fx forbuds-Sverige. Det kunne også være en mangel på interesse i almindelighed, eller en mangel på ordentlige hjælpemidler, der gør det nemmere at tilegne sig sproget og kulturen, fx en opdateret ordbog.

Den første mere omfattende svensk-danske ordbog blev udarbejdet af Valfrid Palmgren Munch-Petersen og udkom i 1954. Den var et storværk, som blev gennemført med stor ildhu og uden computer. Siden da er der udkommet flere svensk-danske ordbøger både trykte og online, men sprogbro.org er det eneste hjælpemiddel, der på en gang både er gratis, dækkende, lettilgængeligt, nutidigt og under stadig udvikling og opdatering.

Valfrid Palmgren Munch-Petersen var i sin tid svensk rejselektor og rejste rundt på svenske og danske gymnasier og propagerede for nordisk samarbejde og nordisk sprogforståelse. Hun mente, at brugerne af to så nærliggende sprog måtte benytte enhver given lejlighed til at uddybe kendskabet til hinandens sprog og kultur. Hendes egen store ordbog afspejler naturligvis datidens sprogbrug og samfundsforhold og er derfor i dag på flere punkter forældet. Men det er ikke desto mindre Valfrid Palmgren Munch-Petersens ideer, der er drivkraften bag denne ordbog. Målet er at bidrage til en øget kulturel og sproglig forståelse mellem de to nordiske søsterlande i dag. Et ønske har også været at medvirke til bevarelsen af to europæiske minoritetssprog samt det mere lokale ønske om yderligere at fremme den sociale, økonomiske, kulturelle, faglige og private integration i Øresundsregionen.