Sproglig herkomst: latin
indexera verbum
Infinitiv | indexera |
---|
Præsens | indexerar |
---|
Imperfektum | indexerade |
---|
Participium | indexerat/indexerad |
---|
Udtale | [inn-dekks-era] |
---|
Sproglig herkomst | fra fransk indexer=fortegne i indeks, afledt af latin index=angiver, fortegnelse, latin |
---|
-
indeksregulere
-
indeksere, lave register over noget, opstille systematisk
-
indeksere, liste
(IT m.m.)
indicium substantiv
Singularis, ubestemt form | indicium |
---|
Singularis bestemt form | indiciet |
---|
Pluralis ubestemt form | indicier |
---|
Pluralis, bestemt form | indicierna |
---|
Udtale | [inn-disi-umm] |
---|
Sproglig herkomst | indicium=bevis, af indicare=angive, latin |
---|
-
indicium, indicie, kendetegn
-
indicium, omstændighed der tyder på at noget forholder sig på en bestemt måde (fx vedr. en anklagets skyld)
(jura, lov og ret)
indignation substantiv
Singularis, ubestemt form | indignation |
---|
Singularis, bestemt form | indignationen |
---|
Pluralis, ubestemt form | - |
---|
Pluralis, bestemt form | - |
---|
Udtale | [inn-dinjn-aschon] |
---|
Se også | förtrytelse, harm |
---|
Sproglig herkomst | indignatio (af indignus=uværdig), latin |
---|
-
indignation, fortørnelse, harme
indikativ substantiv
Singularis, ubestemt form | indikativ |
---|
Singularis, bestemt form | indikativen |
---|
Pluralis, ubestemt form | indikativer |
---|
Pluralis, bestemt form | indikativerna |
---|
Udtale | [inn-dik-at-iv] |
---|
Se også | konjunktiv, modus, optativ |
---|
Sproglig herkomst | (modus) indicativus, af indicare=angive, bekendtgøre, latin |
---|
-
indikativ. bøjningskategori (modus) af et verbum der bruges i almindelige sætninger/spørgsmål, verbets måde at udtrykke noget virkeligt (modsat konjunktiv)
(grammatik, ordbøger, sprogvidenskab)
indikera verbum
Infinitiv | indikera |
---|
Præsens | indikerar |
---|
Imperfektum | indikerade |
---|
Participium | indikerat/indikerad |
---|
Udtale | [inn-dik-era] |
---|
Synonym | indicera |
---|
Sproglig herkomst | indicare=angive, latin |
---|
-
indikere, motivere, angive, vise
eksempel
indisputabel adjektiv
-
indiskutabel, indisputabel
individ substantiv
Singularis, ubestemt form | individ |
---|
Singularis, bestemt form | individen/individet |
---|
Pluralis, ubestemt form | individer |
---|
Pluralis, bestemt form | individerna |
---|
Udtale | [inndi-vid] |
---|
Sproglig herkomst | individuum, intetkøn af individuus=udelelig, latin |
---|
en/et-skifte | Dette substantiv bøjes med ‘en’ på svensk, men med ‘et’ på dansk (som fx en bild – et billede) |
---|
-
individ et enkelt menneske, ofte i modsætning til en gruppe/en klasse/en familie
eksempel
-
Individen och samhället
Individet og samfundet
-
individ (om person), bruges for at udtrykke noget negativt
eksempel
-
individ (om dyr)
|