Kategori: grammatik, ordbøger, sprogvidenskab
kongruent adjektiv
Grundform | kongruent |
---|
Neutrum | kongruent |
---|
Pluralis | kongruenta |
---|
Udtale | [kon-gru-ennt] |
---|
-
kongruent, om geometriske figurer med samme størrrelse og form
(matematik, geometri, algebra m.m.)
eksempel
-
som er i overensstemmelse, sammenfaldende, som passer sammen
eksempel
-
som overensstemmer
(grammatik, ordbøger, sprogvidenskab)
eksempel
-
Artiklar och adjektiv är kongruenta med det tillhörande substantivet, de kongruerar med varandra (en gul lök, de gula lökarna)
Artikler og adjektiver er kongruente med det substantiv som de lægger sig til, de kongruerer med hinanden (et gult løg, de gule løg)
konjugation substantiv
Singularis, ubestemt form | konjugation |
---|
Singularis, bestemt form | konjugationen |
---|
Pluralis, ubestemt form | konjugationer |
---|
Pluralis, bestemt form | konjugationerna |
---|
Udtale | [konn-jugg-aschon] |
---|
Se også | böjning, deklination |
---|
-
konjugation/bøjning (af fx verber)
(grammatik, ordbøger, sprogvidenskab)
eksempel
-
Om jag ska böja ett italienskt verb i presens singularis, säger jag t.ex.: parlo, parli, parla efter 1sta konjugationen
Hvis jeg skal bøje et italiensk verbum (udsagnsord) i præsens singularis (nutid i ental) siger jeg fx parlo, parli, parla efter 1. konjugation
konjugera verbum
Infinitiv | konjugera |
---|
Præsens | konjugerar |
---|
Imperfektum | konjugerade |
---|
Participium | konjugerat/konjugerad |
---|
Udtale | [konn-jug-era] |
---|
Se også | böja, deklinera |
---|
Sproglig herkomst | conjugare egtl.=forbinde, latin |
---|
-
konjugere, bøje verber
(grammatik, ordbøger, sprogvidenskab)
eksempel
-
När man lär sig att tala franska är man ofta förbryllad över de franska verben. Men man bör lära sig att konjugera verben rätt!
Når man lærer at tale fransk bli'r man ofte forvirret över de franske verber. Men man bør lære at konjugere verberne korrekt!
konjunktion substantiv
Singularis, ubestemt form | konjunktion |
---|
Singularis, bestemt form | konjunktionen |
---|
Pluralis, ubestemt form | konjunktioner |
---|
Pluralis, bestemt form | konjunktionerna |
---|
Udtale | [kon-junkschon] |
---|
Sproglig herkomst | conjunctio=forbindelse, af conjungere=forbinde, latin |
---|
-
konjunktion, bindeord mellem ord/sætningsled/sætninger
(grammatik, ordbøger, sprogvidenskab)
eksempel
-
De vanligaste svenska konjunktionerna är 'att' och 'och'
Se også fogeord, subjunktion
De mest almindelige svenske konjunktioner er 'att' og 'och'
-
himmellegemers position i forhold til hinanden (modsat opposition)
(astrologi, astronomi, kosmos, rummet, rumparlør)
-
logisk forhold mellem to størrelser A og B, hvor udtrykket 'A og B' gælder
konjunktiv substantiv
Singularis, ubestemt form | konjunktiv |
---|
Singularis, bestemt form | konjunktiven |
---|
Pluralis, ubestemt form | konjunktiver |
---|
Pluralis, bestemt form | konjunktiverna |
---|
Udtale | [kånn-jungt-iv] |
---|
Se også | indikativ, modus, optativ |
---|
Sproglig herkomst | (modus) conjunctivus, af conjungere=forbinde, latin |
---|
-
konjunktiv, verbets måde at udtrykke noget muligt/tænkeligt/ønskeligt m.m. (modsat indikativ)
(grammatik, ordbøger, sprogvidenskab)
konkordans substantiv
Singularis, ubestemt form | konkordans |
---|
Singularis, bestemt form | konkordansen |
---|
Pluralis, ubestemt form | konkordanser |
---|
Pluralis, bestemt form | konkordanserna |
---|
Udtale | [konn-kord-anns] |
---|
-
konkordans, alfabetisk oversigt over alle de steder hvor samme ord/samme udtryk/lign. forekommer i en tekst(samling)
(grammatik, ordbøger, sprogvidenskab)
eksempel
-
konkordans, overensstemmelse i videnskabelige sammenhænge (fx betyder et vist ord altid det samme)
-
konkordans, lag der ligger parallelt over hinanden (modsat diskordans)
(geologi, geografi m.m.)
konnotation substantiv
Singularis, ubestemt form | konnotation |
---|
Singularis, bestemt form | konnotationen |
---|
Pluralis, ubestemt form | konnotationer |
---|
Pluralis, bestemt form | konnotationerna |
---|
Udtale | [konn-not-aschon] |
---|
Se også | denotation, extension |
---|
Sproglig herkomst | fra middelalderlatin connotatio (genitiv -onis)=anmærkning, afledt af connotare, latin |
---|
-
konnotation, bibetydningsnuance
(grammatik, ordbøger, sprogvidenskab)
eksempel
-
Alla ord har en grundbetydelse, en denotation. En hel del ord har också en bibetydelse (en konnotativ betydelse), en konnotation
Alle ord har en grundbetydning, en denotation. En hel del ord har også en bibetydning, en konnotation
|