smitning substantiv
| Singularis, ubestemt form | smitning |
|---|
| Singularis, bestemt form | smitningen |
|---|
| Pluralis, ubestemt form | smitningar |
|---|
| Pluralis, bestemt form | smitningarna |
|---|
| Udtale | [smit-ning] |
|---|
| Se også | smita, smitare |
|---|
-
det at stikke af fra et ulykkestilfælde som man er skyld i, uberettiget flugt fra ulykkesstedet
eksempel
-
Mannen som körde på en barnvagn, slutade sin smitning med en krock mot en lyktstolpe
Manden, der kørte ind i en barnevogn, sluttede sin flugt fra stedet med et voldsomt sammenstød med en lygtepæl
|
